På dybt vand

hvad fanden har jeg gang i ... :o

jeg er træt af den måde jeg bliver involveret i jeres liv uden jeg ber om det.. i sær nu hvor det er koldt og ejg har lyst til at gå ud uden at kunne.. i er for tæt på

Fremtiden

der er noglegange hvor en stille og rolig gåtur ned af gågaden bliver noget af det mest stressende du oplever den dag. Kun fordi du er bange for at møde ham. Kun fordi du hele tiden søger efter de ønje som kigger tilbage. Kun fordi du hele tiden vil gøre alt for ikke at føle dig overset. Når du giver dig selv tid til at sætte dig ned med din "coffie-to-go" og fantasere, slappe af og give slip spiller din hjerne dig ud puds. Du ser og mærker fremtiden. Ser den vej du netop har gået alene, men nu er fornemmelsen af en varme mod din håndflade tilføjet som en ekstra detalje. Da du kigger ned ser du at din hånd er filtret ind i den flotteste maskuline hånd. Alt imens din hjerterytme stiger hæver du langsomt hovedet for at kigge denne smukke skikkelse i øjnene, men netop i splitsekundet før jeres øjne mødes vågner du af at der er en der sætter sig på bænken ved siden af dig. Din kaffe er kold og den blege vintersol kan ikke fortrænge kulden der har sneget sig ind og lagt sig som et overtræk på dine knogler. Du fik et glimt af din fremtid, men på nuværende tidspunkt er fremtiden bare for langt væk..

Don't let me get me

"Everyday I fight a war against the mirror
I can't take the person starin' back at me
I'm a hazard to myself

Don't let me get me 

I'm my own worst enemy 

Its bad when you annoy yourself 

So irritating 

Don't wanna be my friend no more 

I wanna be somebody else "

Tak men nej tak

Som et ødelagt kassettebånd, som spaghettien i min gryde, som hår uden balsam og som høretelefoner der har ligget i tasken laver min hjerne og tunge knuder på sig selv. Ude af stand til at formulere mig i nogle situationer tøffer jeg rundt i en verden, som ikke forlanger andet af mig. Veninder jeg prøver at hjælpe, men som jeg istedet skubber væk, stile jeg ikke kan skrive, følelser som ikke skal beskrives og forældre der skal forklares ting for... Jeg ville sådan ønske jeg kunne gøre tingene klare for dig, så du vidste hvad du går ind til. Jeg ville ønske jeg kunne nå at stoppe dig inden det er for sent men mine ord sidder endnu en gang fast i halsen som lidt for stærk mad.
Så undskyld hvis ejg ikke har tid.
Så undskyld hvis jeg ikke svarer dig ordentligt
Så undskyld hvis jeg ikke laver andet end at brokke mig
Så undskyld hvis jeg kommer til at såre dig
Så undskyld hvis jeg ødelægger din dag, uge eller måned
- men jeg har bare ikke ordene til at undgå alt det her. 

lortedag

Det er mit aller farligste sted

Jeg har været så omhyggelig. Jeg har dobbelttjekket alle døre, alle låse - været sikker på i ikke kunne komme tilbage jeg mig og min familie, og alligevel finder i en åben dør- en jeg har glemt i et uopmærksomt øjeblik. Det sker jo. Der var så mange døre der skulle lukkes på en gang. det er menneskeligt at fejle er det ikke? Men skal man straffes hver gang man laver en fejl? Har i virkelig tænkt jer at komme tilbage af den åbne åbne i har fundet, hver eneste gang jeg har fundet en lysning?
I minder mig om en boomerang jeg engang havde. Jeg kunne ikke fordrage den. Men hver gang jeg prøvede at kaste den væk kom den med samme kraft tilbage igen. Jeg forstod aldrig hvordan det kunne lade sig gøre. Lige meget hvor hårdt jeg kastede hjalp det ingenting.
i skal vide jeg er stærkere nu end jeg var den gang. Jeg har været igennem mere end i tror. Men en hver mur har en sprække, som gør den sårbar. I fandt en åben dør, lad os håbe i aldrig finde sprækken i min mur.

Depri x max!!

ja jeg har haft bedre aftener end den her.

The things i'll never say

Forskellige som nat og dag, oprørte som krig og fred og så evigt uenige som lyst og selvbeherskelse sidder de to små forskelligtfarvede engle og diskuterer på mine skuldre. Det er gået op for mig at den kraft, som blomstrer i maven på mig og diskussionen der opstår i hovedet når spørgsmålet "kunne du tænke dig den sidste kage?" bliver stillet til mig, er lige så stor som den kræft der måske skal få mig til at tage det første skridt over dørterskelen - om det så er min egen eller ej.
Så tænker du jo nok "nå det var sgu godt nok ikke meget" - åh jo det er.
Hvis du tager den sidste kage er du grådig og egoistisk. Hvis jeg med rystende knæ går ind ad døren.. er det så det samme folk vil tænke eller er det værre?
Hvilken engel er det der skal have lov til at bestemme? Giv mig 10 øl og et par shots - så ser jeg tingene meget mere klart..

Ord

Ordene er umulige for mig at fange. De flyver afsted på tankestrømme inde i mit kranium, med en fart, der minder mest om et lyntog der kører for stærkt. For stærkt til at min hjerne, mine læber og mindst af alt mine fingre, kan nå at fange disse fantastiske ord, som jeg gerne vil skrive. Det er de ord, som forklarer, hvordan alt hænger sammen. Min tilværelse, mine tanker, mine handlinger - gode som dårlige og mest af alt, er det de ord, som heler alle sår. Men jeg kan ikke udtrykke dem. Det er som hvis Fønixfuglen i Harry Potter ikke kunne græde de helende tårer. Det ville bare efterlade en fugl uden nogle kræfter, som brænder op. Det er lidt sådan det hænger sammen. Jeg kan ikke hele sår, men jeg kan brænde op i min vrede og frustration.

Nogle gange drømmer jeg.
Jeg drømmer at jeg har gitter for min mund.
Jeg drømmer at folk spørger mig om ting, men jeg kan ikke svare.
Jeg drømmer.
Jeg drømmer at jeg finder nøglen en dag.
Drømmer at nøglen passer til gitteret der holder mine ord fængslet.
Jeg drømmer.
Drømmer om prinsen på sin hvide hest, som redder mig.
Men i mit eventyr er prinsen en nøgle.
Nøglen, som skal slippe alt det løs, som lige nu er fængslet.
Jeg drømmer ikke længere.
Fængslet er virkeligt.
Det fængsel som andre ser som min krop.
En dag vil nøglen åbne alle døre.
Og den dag vil der flyve hvide duer omkring mig - som i de mest pladderromantiske film.
Den dag.
Den dag bliver alting anderledes.
Jeg drømmer ikke længere.

Ensomhed vs. Tosomhed

Himlens dunkle sorte skyer trænger dybt ind i sjælen af de allermindste sprækker og kroge. Som isen, snegler den dunkle, tunge og dystre følelse ind i hulrum man ikke vidste fandtes. Det er i det øjeblik at øjnene løftes fra vejen, hvor ens fødder slæbes henover, at man opdager alt den tosomhed, som omringer en. De evigt sammenflettede fingre, de uigennembrydelige lykkefyldte smil, som smørrer hele verdenen ind i et lyserødt betræk. Det er netop i det øjeblik at det går op for en at man er en ensom omringet af tosomhed. 

der lugter lidt af kærlighed

sandheden?

De ord der uden du tænker over det strømmer over dine læber. De er blevet sagt så mange gange, så de lyder sande - både overfor dem der hører dem, og til tider også dig selv. Det er ordene, der gør at smerten er til at holde ud bare lidt længere - bare den tid det tager at sige ordene, forlænger mere end en følsom snak med kloge og dejlige mennesker. Men en dag virker ordene ikke mere- måske mister de deres magiske kraft. Og det er den dag jeg frygter allermest.

lektion nr, 1

 "Det store er ikke at være dette eller hint; men at være sig selv, og dette kan ethvert menneske, når han vil det."

- Søren Kirkegaard

Afraid of hights.

Klyften flugter sig tæt ved din højre side. Du har hele dit liv altid frygtet den. Frygtet at kigge ned i dybet. En dag sker det. Dine øjne søger 2 cm for langt ud over kanten. Pludselig, på trods af at du befinder dig på sikker grund, er du mere højdeskræk end nogensinde før. Klyften er dybere end før, og kanten smallere - din virkelighed er ændret, og den eneste mulighed du har er at søge i sikkerhed - men hos hvem?

 

You were born to be real -

Ting ændres. Forandres. Uden man lægger mærke til det, er alting pludselig anderledes. En dag forsvinder tågen, og alting fremstår krystalklart for dig. Løgnene, som har domineret dine tankebaner er nu væk. Drømmene er ikke længere virkelighed. Der er så mange tanker, som før har været skjult, som ønsker at komme ud. De ønsker at blive omtalt. De ønsker at blive hørt. Kroppen forsøger febrilsk at finde et par lyttende ører, en forstående hjerne, og et åbent hjerte. Men når søgelyset studerer omgivelserne er det som om der kun er tåge at se. Måske er det kroppens måde at sige "vent lidt - du er ikke klar til det her endnu." eller også prøver den at fortælle "du skulle have gjort det her for lang tid siden - du har mistet din chance."

Men fik du kun den ene chance? Var det alt, hvad der blev givet til dig, eller var  det alt du valgte at tage? Var det måske fordi tanken om det at åbne alle døre, ville skabe gennemtræk, så de lukkede endnu hurtigere og tættere i, end da da de blev åbnet?
Måske ville du ikke selv kunne overskue de overraskelser tankerne ville føre med sig, når først de blev sagt - og hørt. Hørt af et par øre. Et par øre, som havde forbindelse til en hjerne. En hjerne, som du ikke har kontrol over. En hjerne, som kan fortolke, uden du har mulighed for at stoppe situationen, inden du kan nå at lukke døren - for den har den allerede været åbnet. Et stykke af dit inderste ligger nu i andres hænder.

Og der er det at spørgsmålet om, hvorvidt dørene skal åbnes, bliver hængende, i form af tågen mellem dig og omverdenen. Tågen som gør at søgelyset aldrig fokuserer. Tågen som tilslører din ellers pludselige klarhed. Tågen som holder dørene lukkede, fordi det - måske - er lettere. 

Efter jeg havde skrevet dette indlæg gik jeg ind på en blog, som jeg følger - pigen der holder denne blog udtrykkede noget, som virkelig ramte mig. Det var et af de tidspunkter, hvor et andet menneske, en anden mund, udtrykte tanker, som du selv har gået med indespærret i hovedets fængsel. 

"Kan du se det regner i mine fingerspidser
jeg finder skygger i mine tanker men
aldrig mig selv.
(...)

for fanden jeg elsker øjeblikket hvor man mister balancen og
er så tæt på at falde, tættættæt, jeg vil tættere på

 Åbner altid kun døren foruden at træde indenfor."

http://claramoesgaard.blogspot.dk/ Her er linket til bloggen - Gå ind og tjek den ud - du vil ikke fortryde det ;)

Sommer

Fuglene synger lidt klarere, vinden puster lidt blidere til en og alle farver bliver det tydeligere. Alligevel er der en evig sværm af irritation som forfølger mig.. I grunden er det nok ikke rigtig en irritation, men nok nærmere misundelse. Men de er over det hele - i toge, på cafeer, i parken, på mit arbejde - over det hele. De er kvalmende. Kæresteparrende. Det er som om at de hele vinteren har ligget i hi under deres fællesdyner, og nu her til sommer springer de ud sammen med alle buske og blomster. Så skal de luftes.. ih..

Men heldigvis er der noget som redder min sommer, nu hvor jeg ikke kan springe forårskåd og glad ud af min dyne - mit arbejde. Jeg ELSKER det !! jeg gider egentlig ikke skrive mere om det så ... bum !

God sommer !

Tempurmadrassen former sig efter din krop, men den let brusende fornemmelse i hovedet døser dig hen. Den fører dig hen til det univers, hvor alt går op i en højere enhed. Hvor venner bliver et ord med indhold. Et ord som beskriver en tilstand istedet for at beskrive personer. Et ord som på et splitsekund kan føre dig ind i en sindstemning, hvor glæde afslapning og trykhed er altdominerende. En sindstemning, hvor du efter en lang søgning nu endelig føler dig tilpas <3

Optaget af nuet ænser du ikke omverdenen der flyver forbi dig. Ikke indtil du mærker den kolde ånde der puster dig køligt i nakken. Ånden der vender tilbage, hver gang der er noget galt - og du ved det.
Du har mærket det før- følelsen af at blive lammet af frygten og usikkerheden, som flytter ind i kroppen i form at små iskrystaller. Iskrystaller, som lammer både hjerne, muskler og hjerne. Fra det ene sekund til det andet er du en omvandrende robot - som var det et skud fra en pistol. Fødderne, som før blev løftet fra jorden af drivkraften fra det friske smil, slæbes nu hen ad jorden som var de døde lemmer, uden nogen form for styrring. 

Når denne kulde tager over alt levende i din krop er der kun én ting tilbage at gøre - Vente på sommeren. 

Et træk på skulderen

En person som jeg ser for at være meget vis, og som jeg ser utrolig meget op til i dag formulerede en sætning, som jeg vil gøre alt for at huske. Den lyder således:
" Det kan godt være det er størstedelen der ser dig på en bestemt måde, men så fokuser på, hvordan vi som godt kan li' dig har det med dig"

Det der ligger til grunde for denne meget velformulerede sætning, er en situation, som jeg har et meget mærkeligt forhold til. En situation, hvor jeg på den ene side oplever følelser som ærgelse, vrede, tvivl og forvirring samtidig med jeg får en hungrende lyst til at skrige af grin og fyre alt min iskolde sarkasme ud over den hele store verden! I min mave sidder der en lille pige med lange højtsiddende rottehaler og græder snot og siger jeg nu forhelved bare skal give de folk hvad de beder om. I min hjerne sidder der en trocker så hård som sten og kaster af sig med jokes, som slår alle tårerne fra den lille pige til jorden på ½ sekund. For hvor meget indflydelse skal folk der ikke tør sige tingene direkte til mig have? Hvor mange tanker skal jeg ofre på hvordan de nu har det, når de ikke selv kan komme og stoppe den latterlige gættelej der er blevet så populær nu til dags? Der må være grænser, men hvilke? Hvem skal sætte dem- Mig?? Siden hvornår har man haft lyst til at gå ind i et bur fyldt med sultne løver og prøve at forklare dem lidt om livet? Jeg er endnu ikke nået dertil.. Men jeg håber på at jeg en dag kan tage en saftig bøf i hånden gå ind midt i buret og klaske den kolde saftige sandhed lige i hovedet på dem.

Måske har de det på samme måde - og hvis så må tiden gerne lave en spurter for jeg hader, som i HADER gætteleje!

Creative Writing.

Der er ikke taget højde for noget grammatisk i dette indlæg overhoved - det er en hurtigskrevet tekst :)

It is your bed and you’ll have to lie in it

Or do I? Is it not possible that there is something in our lives that is out of our hands?

I remember the days where she walked around all covered in pink clouds with the biggest smile she had ever experienced on her face. Nothing could bring her down. Not even the people in school who bullied her - Nothing. He was the reason that she in the morning could get out of bed and face the people who did not understand her. The people who sentenced without knowing what she had to offer. He was the one person that looked behind the skin. Saw her for what she was and saw her needs.
They would only see each other every second week, but when she then saw him there was no doubt about how she felt. The way her heartbeat already rose when the 45 minutes long bus drive to his hometown started was a clear sign that she had found that special someone all people search for. He was the person with who silence was not a problem. The two of them could lay side by side not saying one word without it being awkward in any way.

When she for the first time met his family she was nervous like never before. The legs that normally did not shake at any occasion now shook like they were standing on top of a local earthquake. Her voice that in the weekdays did not bow for anyone was now almost inaudible. The stomach that usually needed at least 3 plates of food to kill the feeling of hunger now only needed one slice of pizza with kebab and lettuce. When she got out of the bus they stood there waiting. She did not know what to do with her shaky legs and her bumping heart, but as soon as she let her hand slip into his all of the nervousness disappeared. They quickly became her second family. They were caring and kind and she just felt like she belonged.

But nothing lasts. After six months of happiness something started to change in their relationship. Suddenly the daily message only appeared every second day. The compliments did not come as often as they used to and the bumping feeling she used to get when he kissed her was not as overwhelming as it used to be. She started worrying: “What have I done now?”, “is it me?” etc. On her father’s birthday she sent him a thrilling message - the message to which you do not want to see the respond. “What is happening to us?” she asked. She had expected everything but the answer she got:

“I just cannot cope with you in the moment…”

…

Her heart stopped. All the things they had been doing together seemed to be flying before her eyes making a whole movie. The stability that she had gone so used to was now starting to disappear. In her ears she could hear her blood hasting through her veins. Like in all of the silly love movies the phone fell out of her hands while she with empty eyes searched the thin air in front of her. She tried calling him, but he explained to her with words that tore her heart into pieces that he did not wish to have that kind of conversation with her.

After this message and lots of hours spent on crying the sadness that filled her chest was replaced with the feeling of anger. She could not in any way understand how he after so many months could throw everything away just like that. Therefor she ended it in the most childish way - a text message.

The following time she worked very hard on forgetting everything that she ever felt during the relationship. She searched for a way to heal the broken heart that she carried around locked up in her heavy chest. After some time she thought she had completed that mission, but now every year on her father’s birthday she remembers. Remember the smiles, the laughs, the fights, the kisses - the feeling of being loved.

This relationship made it impossible for me to enter into another relationship ever since. The feeling of being deselected in that way hit me harder than I thought.
Now only one question runs through my mind: is it my bed?  And if so - do I have to lie in it? 

Lort på stribe

Mine indlæg har været ret deprimerende her på det sidste - så hvorfor ødelægge mønsteret?

Der er nemlig de tidspunkter, hvor problemerne bliver flere og større. De problemstillinger der før ville have været små fylder nu hele brystkassen med en underlig trykkende fornemmelse.
Ord der nu er blevet sagt sætter tanker i gang, som tynger på smilebåndene. Ord der ikke er blevet sagt tynger på øjenlågende og det låg på den æske, som indeholder den latter, der før kom så let. Ord som er blevet sagt, som måske ikke burde have været blevet det, danner et stiksår i ryggen, som med tiden udvikler betændelse.
Denne betændelse sætter tvivl igang, som ikke burde igangsættes.

Det er disse tider, hvor det der vigtigt at holde hovedet oppe og brystet fremskudt. Men lige så nemt som det var at skrive denne lærdom, lige så svært er det at udføre det. For når man mandag morgen lukker øjnene op og man for 234. dag i streg befinder sig i den situation at man kun har argumenter for at blive i sengen, der er det at det bliver vanskeligt at løfte mit tunge korpus fra den varme seng og bevæge mig ud i det krævende bad.

Jeg er så evigt taknemmelig for at jeg har jer tæt på mig. jer som kan løfte tyngden fra smilebåndene og åbne det tunge låg til kassen med min latter. Jer som gør at jeg hver morgen har det bedste argument, som overgår alle de andre, til at stå op og springe i mine kiksede striktrøjer og tage bussen mod Nordfyns Gymnasium.

Sometimes i just need someone to 

Mit liv flyver forbi mig. Jeg har ingen mulighed for at gribe ud og tage fat i det, nyde det og leve det. Jeg lever i en sump af selvbebrejdelse og dårlig samvittighed. Jeg pjækker, spiser for meget og laver for lidt. Sætningen "tag dig sammen" virker bare ikke rigtig på mig længere.

er nok det mest brugte ord i min hjerne for tiden

Confession

Og der var det at jeg lagde mærke til at klokken var 2.15. Det er nu tirsdag, og jeg ved at jeg har en engelskaflevering for til torsdag, som jeg ikke har mulighed for at lave fordi jeg har planlagt for meget. Men på trods af det har jeg i dag brugt mindst 4 timer på at lave absolut ingenting.
Midt i en samtale med min far i dag sagde jeg de ord højt som jeg længe har gået og tænkt stille og forsigtigt inde i mit eget tykke hoved: Jeg er en pessimist, og jeg orker ikke at ændre det fordi det ville kræve for meget af mig. Er det fordi jeg godt kan lide at være det? er det fordi jeg har dannet min personlighed om det at være en fuldt ud nederen pessimist.
I dag gik det op for mig medens jeg iagttog en af de vigtigste personer i mit liv, at jeg ikke længe havde givet hende den respekt hun behøver. Grunden til det har været at jeg har haft for travlt med at være en pessimist.. fedt... Hun er en af de mest fantastiske mennesker jeg nogensinde har mødt. Positiv hele vejen igennem og nok en af de personer med det skønneste grin og den sødeste måde at gabe på. Hun har reddet så mange af mine alt for trælse mandage,tirsdage, onsdage osv.. Når jeg synes jeg er en tard, tænker jeg på hende og straks ser det hele lidt lysere ud.. Jeg har aldrig sagt det til hende, og kommer nok aldrig nogensinde til det, fordi jeg ikke ved hvordan jeg skal få ordene ud af min mund. Endnu en ting jeg nemlig opdagede idag var at jeg faktisk ikke aner hvordan man kan være positiv. Jeg bliver mundlam lige så snart jeg prøver at være positiv. 

Pisse klamt indlæg men det jeg havde brug for at læsse af efter en alt for lang mandag, hvor jeg var for pessimistisk til at bruge mine venner til at blive i godt humør. For pessimistisk til at vide hvor fucking heldig jeg egentlig er.. 

 'cause 

og der sidder du. 3 år efter der blev stille. 3 år efter at hverdagen var en anden. Før var der varme og smil men kulden og ensomhedens ærlige hær har for længst slået minderne og håbet ihjel. Tågen der oversvømmer livet og hverdagen er tykkere end den har været i lang tid. Når der endelig er en der vil lægge øre til, vokser sygdommen i brystet mere og mere for hvert ord der flygter ud over læbernes kant. Det er den sygdom som startede sin levetid for 3 år siden. Den sygdom der dag efter dag tapper energien ud af drømmene, håbet og smilet.

true dat

Distancen mellem os er større end den længe har været. På gangene bliver det et flygtigt blik og en dannelse af en sætning, så stilheden ikke bliver overdøvende.
Kløften mellem os vokser, men hvordan kan det stoppes? hvordan kan tomrummet der nu dominerer vores venskab fyldes ud igen?

Måden ensomheden langsomt sniger sig ind på sit bytte minder om udtrykket "stille før stormen". Du ved ikke hvornår den kommer, men når den først er der er du slet ikke i tvivl og efter noget tid er dens ødelæggelser enorme.

Der er nogle ting som river benene væk under dig. Ting som lægger sig på den vægt som er placeret på din brystkasse. Den vægt som afgør hvor let du har ved at trække vejret. Du er ikke altid selv herre over hvilken side vægten hælder til, men du er altid herre over hvor meget du lader det betyde.

jeg E L S K E R pandaer !! 

nogle gange bliver jeg bare så træt

Jeg er bare fandens træt af forventninger og følelser

Røst'æ'pos

Det bløde stof indhyller din krop og slikposen er tung i skødet. Lyset slukkes og din mave bliver fyldt af de sommerfugle som man kun oplever når man virkelig glæder sig til noget bestemt - noget godt og noget du ved der ikke vil skuffe dig. 
Den næste halvanden time er du fuldstændig opslugt af den historie der bliver fortalt foran øjnene på dig. Grin, gråd (mest fra personen på din venstre side - og ja det var venstre du sad på ) og varme strømmer dig i møde. Når du kommer ud er smilet svært at fjerne. Du har oplevet noget som ikke kan opleves andre steder.duftet til dufte som ikke findes andre steder.

Det var en af de dage hvor hun gjorde sine gode gerninger: Gav en tier til en hjemløs og gav en pantflaske i hånden ( så han ikke skulle dykke i skraldespande) til en flaskesamler.

Men hvor er lykke dog en skrøbelig ting. En ellers så perfekt dag kan falde til jorden ved blot en tanke som går til den forkerte person eller ord sagt fra den forkerte mund .. 

ca sådan ser jeg ud når jeg prøver at spille klaver..

helhedsforståelse

Der er dage hvor de eneste ord der kommer ud af min mund er: Jeg gider ikke, jeg vil hjem, jeg er træt og jeg er sulten. Så er der andre dage hvor følelserne strømmer over og jeg får lyst til at skrive til alle mine venner hvor meget de egentlig betyder for mig!i dag fandt jeg ud af at der i det store hele ikke er noget af det jeg vil undvære.. og den tanke kan jeg godt li!

Når man bliver stoppet på gangen og får en undskyldning som slet ikke er nødvendig bliver man glad. Når man sidder 3 piger bagerst i biografen og griner højere end hele salen til sammen bliver man glad. Når man får et snap hvor der står der er en der tænker på en bliver man glad. Når man får en besked med en latterlig opdatering i bliver man glad. Når man finder ud af at alt det man til tider hader egentlig også kan gøre en glad bliver man glad. Der er dage hvor alt bare er dejligt og jeg er glad.

men hold nu kæft hvor jeg savner at shoppe ! 

selverkendelse

efter mere end et år bliver ordene endelig sagt. Endelig tør hun nu selv stå ved det. For før ordene er sagt højt er det ikke ægte, men blot et tanke. En tanke som sætter sig i brystet, i øjenlågene, i benene og i smilet. Med alt sin kraft trækker den konstant imod hendes handlinger og bevægelser. Hver gang hun tænker noget tænker den det modsatte. Lige så langsomt, men tålmodigt suger den hendes energi og hendes overskud, som en igle suger hendes blod. 

Til sidst er der kun skellettet tilbage. Med sine klikkende knogler går det gangene tynde. Med sine tomme øjne møder den de blikke der ikke før havde kigget i dens retning. Med det faste, kolde og hårde smil møder det de smil som kun udtrykker omsorg og bekymring.
Men ordene er sagt. Det er blevet virkelighed. Nu kan det langsomt begynde at få kød på igen. Det er begyndt vejen mod at blive hende. Hende som før kunne smile. hende som før kunne grine og le. Hende som alle savner men ingen tør at efterlyse. 

afmagt

Når du står i en position hvor der ingen god udvej er. Når al moral og etik er forsvundet ud af et rum, hvor du ellers plejer at føle dig tryg. Når afmagten, utrygheden og tvivlen langsomt vokser sig større inde i kroppen på dig så du til sidst bliver nødt til at ud med det. Men til hvem? Hvem er det der fortjener det, har brug for det eller kræver det? Hvem står med alt den magt og det overskud som du ikke længere har? Hvorfor rammer det mig så meget når så mange andre langsomt tøffer forbi med en kop behagelig the i hånden og et veltilfreds smil på læben? Hvor skal man flygte hen når man ikke længere kan holde til det? kan man overhovedet flygte? hvilket signal og billede af sig selv sender man af sig selv hvis man ikke længere vil stå model til det der sker? Tankerne og følelserne er nået til det punkt i glasset hvor indholdet er lige på kanten til at flyde over. Når det først sker ved man ikke hvilken side af glasset det vælger at flyde til eller hvor meget der kommer på en gang. Orkanen er langsomt, smertefyldt og tålmodigt ved at rive de solide rødder op på det store træ i haven. snart vil der ikke være mere tilbage end et stort hul hvor der en gang havde vokset noget smukt, livsgivende og solidt. Tilbage i hullet ligger det tilbage der var ment til at blive glemt. Det der aldrig skulle frem igen, fordi overskuddet ikke er tilstedeværende.

En dag får man bare nok.

Det man kalder gymnasiet...

Når din hjerne slår knuder på sig selv i frustration. Frustration over ikke at kunne se en vej ud af det rod af afleveringer og lektier der ligger klumpet foran dig. Lectio er en stor tsunami af stress og mangel af overskud. Den ligger og lurer på dig som en tiger lurer på sit bytte. Venter kun på en ting: tidspunktet hvor er uopmærksom. Når det tidspunkt kommer angriber den og slår dig i jorden med et knockout som´bliver nævnt på forsiden af BT de næste 10 år.

underholdning

Skærmen der registrere dit armbånd lyser grønt og du bliver lukket ind i et rum med 80 svedende mennesker, som alle er kommet af forskellige grunde. Du bevæger dig ud mod omklædningsrummet, og bliver mødt af al for meget bar hud, men fortsætter alligevel. Det praktiske og langt fra sexede træningstøj bliver trukket frem fra tasken alt imens du over ved spejlet kan se at pigerne flokkes for at lægge deres 15 lag af mascara. Uden at se dig i spejlet går du ud for at fuldføre dagens mål: at svede! Gangen over mod kødranden der er dannet ved maskinerne bliver besværliggjort af drenge med for brede skuldre og deres sjovt nok ens måde at bøje i albuerne på. De små fikse piger i stramt tøj får dig til at føle dig som quasimodo til bal hos de kongelige. Du møder flere gange drenge med større bryster end dig og skal anstrenge dig for ikke at pege og grine af dem. Da du endelig når frem til maskinerne står du så tæt på sidemanden(som oveni glor på dig) at du nærmest kan mærke hans kropsvarme. Følelsen af konstant overvågning sidder i kroppen på dig, så efter du er færdig med dagens mål småløber du ud i omklædningsrummet og undgår at få øjenkontakt med nogle.

Gotta love FreshFitness!

Gotta try this one day.

Hele kroppen gør sig klar på at starte 3.verdenskrig for at undgå rejsen der fører væk fra sengen. Øjnene er tunge som aldrig før. Minutterne snegler sig afsted og nægter dig at nyde dagen og menneskerne der er omkring dig. Indtil det smil træder ind af døren. Det kommer imødekommende mod dig. Ingen forventninger bare ren glæde og optimisme. Der er ingen som kan løfte søvnens hårde hånd væk fra mit sind som dig ! 

Gåturene vi har haft. Gåturene med de samtaler som lærer mig allermest. Samtalerne som efter et par dage efterlader mig som en losseplads fyldt til randen med tanker. Tanker som jeg på ingen måde vil leve foruden. Tanker som sårer,skræmmer, hjælper og bekræfter mig mere end noget andet jeg har stået overfor. Bekræftelsen om hvem jeg er og hvor jeg vil hen.Stedet jeg vil søge hen når først jeg har fundet vejen. Vejen som ligger skjult af småting. Småting som vokser sig størrere. Så store så jeg ikke kan håndtere dem alene. Alene som i virkelig alene. Alene som jeg er nu.

Men uanset hvor skjult og snørklet den sti er så går du stadig rundt derover på Amager og smiler med det mest oprigtige smil jeg har set i lang tid, og stråler med dine klare blå og vidensfyldte øjne. Du er en helt unik veninde!

Kan ikke finde min plads nogle steder lige for tiden! ikke i skolen, ikke i vennegruppen og ikke i hjemmet.. alt flyver rundt som var det efterfulgt af en kæmpe grim ork med en mega grim og altsmadrende økse...

fejltrin

Tankerne og følelserne der blandes sammen til en tsunami af rod. Den oversvømmer hverdagen, natten og weekenderne. Den skyller benene væk under dig, så du falder på ryggen og slår alt luft ud af lungerne. Liggende der på ryggen med blikket rettet mod den grågrumsede himmel, skyller alle dine fejltrin ind overdig og den dårlige samvittighed planter sig sammen med skammen i brystet.
Denne følelse rammer mig hver gang jeg får øjenkontakt med dig. Du minder mig om hvor galt jeg har trådt og hvor meget jeg har gjort forkert. Fejltrin jeg har lavet i jagten på at finde mig selv og min plads i verdenen. Det går først op for mig bag efter at du blev brugt til det forkerte. Jeg savner dig. Jeg savner at iagttage dit varmende smil og dine lysende øjne. Den eneste som kunne sige tingene til mig som de var. Den eneste som jeg følte så mig for det jeg var og ikke for hverken mere eller mindre. Jeg skulle gerne rejse tilbage i tiden og gøre det hele om. Tage alt tilbage. Bare for at mærke den nærhed og det venskab vi havde bare en sidste gang. Jeg tog det for givet og nu er chancen fløjet forbi mig, inden jeg nåede at fange den.

Jeg savner dig..

Åbenbaring

I aften er min aften helt perfekt. så perfekt så jeg har en snurrende fornemmelse i maven.

sidder og lytter til det her music mens jeg skriver med min søde Ginger, snapper med min klamme Chiller og kigger på billeder på WeHeartIt. Jeg E L S K E R det <3

"Tag dig sammen"

Det er de ord jeg vil leve under hele 2013! For i dag fandt jeg ud af hvor fucking hårdt jeg skal arbejde for at blive det jeg gerne vil være senere. I dag fandt jeg ud af hvor meget jeg har taget på hen over julen, og i dag fandt jeg ud af hvordan jeg gerne vil leve mit liv det næste år(hvis man altså kan kalde det et liv). Måske lyder det her for mange mennesker som et nytårsfortsæt, men der må jeg skuffe jer! Jeg har aldrig forstået nytårsfortsæt og jeg kommer aldrig til det. Man sætter sig alle de her forhåbninger om at man vil gå 4 størrelser ned i tøj og kommer i maraton-form, miste alle bumserne und so weiter (ja jeg har tysk.. se mine talenter.. WAUW!) men nytårsfortsæt er noget folk sætter op for at motivere sig selv, men desværre har det tit den modsatte effekt. Lige så snart folk har lovet sig selv noget så bryder de fordi de føler de skal leve op til noget, hvilket virkelig er dræbende. :D Derfor har jeg nu løsningen: Tag dig sammen og hvis ikke du gør det ender du op som alt de du engang sagde"det gider jeg bare ikke være" nemlig fed, doven og arbejdsløs. Så har du et valg og du ved hvad konsekvenserne er hvis du ikke vælger rigtigt! :)

Håber alle(mine 2 læsere) er kommet godt ind i 2013 og pøj pøj med resten :)

endnu en motivation - Who wouldn't want THAT !! mums!