selverkendelse

efter mere end et år bliver ordene endelig sagt. Endelig tør hun nu selv stå ved det. For før ordene er sagt højt er det ikke ægte, men blot et tanke. En tanke som sætter sig i brystet, i øjenlågene, i benene og i smilet. Med alt sin kraft trækker den konstant imod hendes handlinger og bevægelser. Hver gang hun tænker noget tænker den det modsatte. Lige så langsomt, men tålmodigt suger den hendes energi og hendes overskud, som en igle suger hendes blod. 

Til sidst er der kun skellettet tilbage. Med sine klikkende knogler går det gangene tynde. Med sine tomme øjne møder den de blikke der ikke før havde kigget i dens retning. Med det faste, kolde og hårde smil møder det de smil som kun udtrykker omsorg og bekymring.
Men ordene er sagt. Det er blevet virkelighed. Nu kan det langsomt begynde at få kød på igen. Det er begyndt vejen mod at blive hende. Hende som før kunne smile. hende som før kunne grine og le. Hende som alle savner men ingen tør at efterlyse.