" Det kan godt være det er størstedelen der ser dig på en bestemt måde, men så fokuser på, hvordan vi som godt kan li' dig har det med dig"
Det der ligger til grunde for denne meget velformulerede sætning, er en situation, som jeg har et meget mærkeligt forhold til. En situation, hvor jeg på den ene side oplever følelser som ærgelse, vrede, tvivl og forvirring samtidig med jeg får en hungrende lyst til at skrige af grin og fyre alt min iskolde sarkasme ud over den hele store verden! I min mave sidder der en lille pige med lange højtsiddende rottehaler og græder snot og siger jeg nu forhelved bare skal give de folk hvad de beder om. I min hjerne sidder der en trocker så hård som sten og kaster af sig med jokes, som slår alle tårerne fra den lille pige til jorden på ½ sekund. For hvor meget indflydelse skal folk der ikke tør sige tingene direkte til mig have? Hvor mange tanker skal jeg ofre på hvordan de nu har det, når de ikke selv kan komme og stoppe den latterlige gættelej der er blevet så populær nu til dags? Der må være grænser, men hvilke? Hvem skal sætte dem- Mig?? Siden hvornår har man haft lyst til at gå ind i et bur fyldt med sultne løver og prøve at forklare dem lidt om livet? Jeg er endnu ikke nået dertil.. Men jeg håber på at jeg en dag kan tage en saftig bøf i hånden gå ind midt i buret og klaske den kolde saftige sandhed lige i hovedet på dem.
Måske har de det på samme måde - og hvis så må tiden gerne lave en spurter for jeg hader, som i HADER gætteleje!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar