Ord

Ordene er umulige for mig at fange. De flyver afsted på tankestrømme inde i mit kranium, med en fart, der minder mest om et lyntog der kører for stærkt. For stærkt til at min hjerne, mine læber og mindst af alt mine fingre, kan nå at fange disse fantastiske ord, som jeg gerne vil skrive. Det er de ord, som forklarer, hvordan alt hænger sammen. Min tilværelse, mine tanker, mine handlinger - gode som dårlige og mest af alt, er det de ord, som heler alle sår. Men jeg kan ikke udtrykke dem. Det er som hvis Fønixfuglen i Harry Potter ikke kunne græde de helende tårer. Det ville bare efterlade en fugl uden nogle kræfter, som brænder op. Det er lidt sådan det hænger sammen. Jeg kan ikke hele sår, men jeg kan brænde op i min vrede og frustration.

Nogle gange drømmer jeg.
Jeg drømmer at jeg har gitter for min mund.
Jeg drømmer at folk spørger mig om ting, men jeg kan ikke svare.
Jeg drømmer.
Jeg drømmer at jeg finder nøglen en dag.
Drømmer at nøglen passer til gitteret der holder mine ord fængslet.
Jeg drømmer.
Drømmer om prinsen på sin hvide hest, som redder mig.
Men i mit eventyr er prinsen en nøgle.
Nøglen, som skal slippe alt det løs, som lige nu er fængslet.
Jeg drømmer ikke længere.
Fængslet er virkeligt.
Det fængsel som andre ser som min krop.
En dag vil nøglen åbne alle døre.
Og den dag vil der flyve hvide duer omkring mig - som i de mest pladderromantiske film.
Den dag.
Den dag bliver alting anderledes.
Jeg drømmer ikke længere.