You were born to be real -

Ting ændres. Forandres. Uden man lægger mærke til det, er alting pludselig anderledes. En dag forsvinder tågen, og alting fremstår krystalklart for dig. Løgnene, som har domineret dine tankebaner er nu væk. Drømmene er ikke længere virkelighed. Der er så mange tanker, som før har været skjult, som ønsker at komme ud. De ønsker at blive omtalt. De ønsker at blive hørt. Kroppen forsøger febrilsk at finde et par lyttende ører, en forstående hjerne, og et åbent hjerte. Men når søgelyset studerer omgivelserne er det som om der kun er tåge at se. Måske er det kroppens måde at sige "vent lidt - du er ikke klar til det her endnu." eller også prøver den at fortælle "du skulle have gjort det her for lang tid siden - du har mistet din chance."

Men fik du kun den ene chance? Var det alt, hvad der blev givet til dig, eller var  det alt du valgte at tage? Var det måske fordi tanken om det at åbne alle døre, ville skabe gennemtræk, så de lukkede endnu hurtigere og tættere i, end da da de blev åbnet?
Måske ville du ikke selv kunne overskue de overraskelser tankerne ville føre med sig, når først de blev sagt - og hørt. Hørt af et par øre. Et par øre, som havde forbindelse til en hjerne. En hjerne, som du ikke har kontrol over. En hjerne, som kan fortolke, uden du har mulighed for at stoppe situationen, inden du kan nå at lukke døren - for den har den allerede været åbnet. Et stykke af dit inderste ligger nu i andres hænder.

Og der er det at spørgsmålet om, hvorvidt dørene skal åbnes, bliver hængende, i form af tågen mellem dig og omverdenen. Tågen som gør at søgelyset aldrig fokuserer. Tågen som tilslører din ellers pludselige klarhed. Tågen som holder dørene lukkede, fordi det - måske - er lettere. 

Efter jeg havde skrevet dette indlæg gik jeg ind på en blog, som jeg følger - pigen der holder denne blog udtrykkede noget, som virkelig ramte mig. Det var et af de tidspunkter, hvor et andet menneske, en anden mund, udtrykte tanker, som du selv har gået med indespærret i hovedets fængsel. 

"Kan du se det regner i mine fingerspidser
jeg finder skygger i mine tanker men
aldrig mig selv.
(...)

for fanden jeg elsker øjeblikket hvor man mister balancen og
er så tæt på at falde, tættættæt, jeg vil tættere på

 Åbner altid kun døren foruden at træde indenfor."

http://claramoesgaard.blogspot.dk/ Her er linket til bloggen - Gå ind og tjek den ud - du vil ikke fortryde det ;)