Gåturene vi har haft. Gåturene med de samtaler som lærer mig allermest. Samtalerne som efter et par dage efterlader mig som en losseplads fyldt til randen med tanker. Tanker som jeg på ingen måde vil leve foruden. Tanker som sårer,skræmmer, hjælper og bekræfter mig mere end noget andet jeg har stået overfor. Bekræftelsen om hvem jeg er og hvor jeg vil hen.Stedet jeg vil søge hen når først jeg har fundet vejen. Vejen som ligger skjult af småting. Småting som vokser sig størrere. Så store så jeg ikke kan håndtere dem alene. Alene som i virkelig alene. Alene som jeg er nu.

Men uanset hvor skjult og snørklet den sti er så går du stadig rundt derover på Amager og smiler med det mest oprigtige smil jeg har set i lang tid, og stråler med dine klare blå og vidensfyldte øjne. Du er en helt unik veninde!