afmagt

Når du står i en position hvor der ingen god udvej er. Når al moral og etik er forsvundet ud af et rum, hvor du ellers plejer at føle dig tryg. Når afmagten, utrygheden og tvivlen langsomt vokser sig større inde i kroppen på dig så du til sidst bliver nødt til at ud med det. Men til hvem? Hvem er det der fortjener det, har brug for det eller kræver det? Hvem står med alt den magt og det overskud som du ikke længere har? Hvorfor rammer det mig så meget når så mange andre langsomt tøffer forbi med en kop behagelig the i hånden og et veltilfreds smil på læben? Hvor skal man flygte hen når man ikke længere kan holde til det? kan man overhovedet flygte? hvilket signal og billede af sig selv sender man af sig selv hvis man ikke længere vil stå model til det der sker? Tankerne og følelserne er nået til det punkt i glasset hvor indholdet er lige på kanten til at flyde over. Når det først sker ved man ikke hvilken side af glasset det vælger at flyde til eller hvor meget der kommer på en gang. Orkanen er langsomt, smertefyldt og tålmodigt ved at rive de solide rødder op på det store træ i haven. snart vil der ikke være mere tilbage end et stort hul hvor der en gang havde vokset noget smukt, livsgivende og solidt. Tilbage i hullet ligger det tilbage der var ment til at blive glemt. Det der aldrig skulle frem igen, fordi overskuddet ikke er tilstedeværende.

En dag får man bare nok.