You were born to be real -

Ting ændres. Forandres. Uden man lægger mærke til det, er alting pludselig anderledes. En dag forsvinder tågen, og alting fremstår krystalklart for dig. Løgnene, som har domineret dine tankebaner er nu væk. Drømmene er ikke længere virkelighed. Der er så mange tanker, som før har været skjult, som ønsker at komme ud. De ønsker at blive omtalt. De ønsker at blive hørt. Kroppen forsøger febrilsk at finde et par lyttende ører, en forstående hjerne, og et åbent hjerte. Men når søgelyset studerer omgivelserne er det som om der kun er tåge at se. Måske er det kroppens måde at sige "vent lidt - du er ikke klar til det her endnu." eller også prøver den at fortælle "du skulle have gjort det her for lang tid siden - du har mistet din chance."

Men fik du kun den ene chance? Var det alt, hvad der blev givet til dig, eller var  det alt du valgte at tage? Var det måske fordi tanken om det at åbne alle døre, ville skabe gennemtræk, så de lukkede endnu hurtigere og tættere i, end da da de blev åbnet?
Måske ville du ikke selv kunne overskue de overraskelser tankerne ville føre med sig, når først de blev sagt - og hørt. Hørt af et par øre. Et par øre, som havde forbindelse til en hjerne. En hjerne, som du ikke har kontrol over. En hjerne, som kan fortolke, uden du har mulighed for at stoppe situationen, inden du kan nå at lukke døren - for den har den allerede været åbnet. Et stykke af dit inderste ligger nu i andres hænder.

Og der er det at spørgsmålet om, hvorvidt dørene skal åbnes, bliver hængende, i form af tågen mellem dig og omverdenen. Tågen som gør at søgelyset aldrig fokuserer. Tågen som tilslører din ellers pludselige klarhed. Tågen som holder dørene lukkede, fordi det - måske - er lettere. 

Efter jeg havde skrevet dette indlæg gik jeg ind på en blog, som jeg følger - pigen der holder denne blog udtrykkede noget, som virkelig ramte mig. Det var et af de tidspunkter, hvor et andet menneske, en anden mund, udtrykte tanker, som du selv har gået med indespærret i hovedets fængsel. 

"Kan du se det regner i mine fingerspidser
jeg finder skygger i mine tanker men
aldrig mig selv.
(...)

for fanden jeg elsker øjeblikket hvor man mister balancen og
er så tæt på at falde, tættættæt, jeg vil tættere på

 Åbner altid kun døren foruden at træde indenfor."

http://claramoesgaard.blogspot.dk/ Her er linket til bloggen - Gå ind og tjek den ud - du vil ikke fortryde det ;)

Sommer

Fuglene synger lidt klarere, vinden puster lidt blidere til en og alle farver bliver det tydeligere. Alligevel er der en evig sværm af irritation som forfølger mig.. I grunden er det nok ikke rigtig en irritation, men nok nærmere misundelse. Men de er over det hele - i toge, på cafeer, i parken, på mit arbejde - over det hele. De er kvalmende. Kæresteparrende. Det er som om at de hele vinteren har ligget i hi under deres fællesdyner, og nu her til sommer springer de ud sammen med alle buske og blomster. Så skal de luftes.. ih..

Men heldigvis er der noget som redder min sommer, nu hvor jeg ikke kan springe forårskåd og glad ud af min dyne - mit arbejde. Jeg ELSKER det !! jeg gider egentlig ikke skrive mere om det så ... bum !

God sommer !

Tempurmadrassen former sig efter din krop, men den let brusende fornemmelse i hovedet døser dig hen. Den fører dig hen til det univers, hvor alt går op i en højere enhed. Hvor venner bliver et ord med indhold. Et ord som beskriver en tilstand istedet for at beskrive personer. Et ord som på et splitsekund kan føre dig ind i en sindstemning, hvor glæde afslapning og trykhed er altdominerende. En sindstemning, hvor du efter en lang søgning nu endelig føler dig tilpas <3

Optaget af nuet ænser du ikke omverdenen der flyver forbi dig. Ikke indtil du mærker den kolde ånde der puster dig køligt i nakken. Ånden der vender tilbage, hver gang der er noget galt - og du ved det.
Du har mærket det før- følelsen af at blive lammet af frygten og usikkerheden, som flytter ind i kroppen i form at små iskrystaller. Iskrystaller, som lammer både hjerne, muskler og hjerne. Fra det ene sekund til det andet er du en omvandrende robot - som var det et skud fra en pistol. Fødderne, som før blev løftet fra jorden af drivkraften fra det friske smil, slæbes nu hen ad jorden som var de døde lemmer, uden nogen form for styrring. 

Når denne kulde tager over alt levende i din krop er der kun én ting tilbage at gøre - Vente på sommeren. 

Et træk på skulderen

En person som jeg ser for at være meget vis, og som jeg ser utrolig meget op til i dag formulerede en sætning, som jeg vil gøre alt for at huske. Den lyder således:
" Det kan godt være det er størstedelen der ser dig på en bestemt måde, men så fokuser på, hvordan vi som godt kan li' dig har det med dig"

Det der ligger til grunde for denne meget velformulerede sætning, er en situation, som jeg har et meget mærkeligt forhold til. En situation, hvor jeg på den ene side oplever følelser som ærgelse, vrede, tvivl og forvirring samtidig med jeg får en hungrende lyst til at skrige af grin og fyre alt min iskolde sarkasme ud over den hele store verden! I min mave sidder der en lille pige med lange højtsiddende rottehaler og græder snot og siger jeg nu forhelved bare skal give de folk hvad de beder om. I min hjerne sidder der en trocker så hård som sten og kaster af sig med jokes, som slår alle tårerne fra den lille pige til jorden på ½ sekund. For hvor meget indflydelse skal folk der ikke tør sige tingene direkte til mig have? Hvor mange tanker skal jeg ofre på hvordan de nu har det, når de ikke selv kan komme og stoppe den latterlige gættelej der er blevet så populær nu til dags? Der må være grænser, men hvilke? Hvem skal sætte dem- Mig?? Siden hvornår har man haft lyst til at gå ind i et bur fyldt med sultne løver og prøve at forklare dem lidt om livet? Jeg er endnu ikke nået dertil.. Men jeg håber på at jeg en dag kan tage en saftig bøf i hånden gå ind midt i buret og klaske den kolde saftige sandhed lige i hovedet på dem.

Måske har de det på samme måde - og hvis så må tiden gerne lave en spurter for jeg hader, som i HADER gætteleje!