lortedag

Det er mit aller farligste sted

Jeg har været så omhyggelig. Jeg har dobbelttjekket alle døre, alle låse - været sikker på i ikke kunne komme tilbage jeg mig og min familie, og alligevel finder i en åben dør- en jeg har glemt i et uopmærksomt øjeblik. Det sker jo. Der var så mange døre der skulle lukkes på en gang. det er menneskeligt at fejle er det ikke? Men skal man straffes hver gang man laver en fejl? Har i virkelig tænkt jer at komme tilbage af den åbne åbne i har fundet, hver eneste gang jeg har fundet en lysning?
I minder mig om en boomerang jeg engang havde. Jeg kunne ikke fordrage den. Men hver gang jeg prøvede at kaste den væk kom den med samme kraft tilbage igen. Jeg forstod aldrig hvordan det kunne lade sig gøre. Lige meget hvor hårdt jeg kastede hjalp det ingenting.
i skal vide jeg er stærkere nu end jeg var den gang. Jeg har været igennem mere end i tror. Men en hver mur har en sprække, som gør den sårbar. I fandt en åben dør, lad os håbe i aldrig finde sprækken i min mur.

Depri x max!!

ja jeg har haft bedre aftener end den her.

The things i'll never say

Forskellige som nat og dag, oprørte som krig og fred og så evigt uenige som lyst og selvbeherskelse sidder de to små forskelligtfarvede engle og diskuterer på mine skuldre. Det er gået op for mig at den kraft, som blomstrer i maven på mig og diskussionen der opstår i hovedet når spørgsmålet "kunne du tænke dig den sidste kage?" bliver stillet til mig, er lige så stor som den kræft der måske skal få mig til at tage det første skridt over dørterskelen - om det så er min egen eller ej.
Så tænker du jo nok "nå det var sgu godt nok ikke meget" - åh jo det er.
Hvis du tager den sidste kage er du grådig og egoistisk. Hvis jeg med rystende knæ går ind ad døren.. er det så det samme folk vil tænke eller er det værre?
Hvilken engel er det der skal have lov til at bestemme? Giv mig 10 øl og et par shots - så ser jeg tingene meget mere klart..

Ord

Ordene er umulige for mig at fange. De flyver afsted på tankestrømme inde i mit kranium, med en fart, der minder mest om et lyntog der kører for stærkt. For stærkt til at min hjerne, mine læber og mindst af alt mine fingre, kan nå at fange disse fantastiske ord, som jeg gerne vil skrive. Det er de ord, som forklarer, hvordan alt hænger sammen. Min tilværelse, mine tanker, mine handlinger - gode som dårlige og mest af alt, er det de ord, som heler alle sår. Men jeg kan ikke udtrykke dem. Det er som hvis Fønixfuglen i Harry Potter ikke kunne græde de helende tårer. Det ville bare efterlade en fugl uden nogle kræfter, som brænder op. Det er lidt sådan det hænger sammen. Jeg kan ikke hele sår, men jeg kan brænde op i min vrede og frustration.

Nogle gange drømmer jeg.
Jeg drømmer at jeg har gitter for min mund.
Jeg drømmer at folk spørger mig om ting, men jeg kan ikke svare.
Jeg drømmer.
Jeg drømmer at jeg finder nøglen en dag.
Drømmer at nøglen passer til gitteret der holder mine ord fængslet.
Jeg drømmer.
Drømmer om prinsen på sin hvide hest, som redder mig.
Men i mit eventyr er prinsen en nøgle.
Nøglen, som skal slippe alt det løs, som lige nu er fængslet.
Jeg drømmer ikke længere.
Fængslet er virkeligt.
Det fængsel som andre ser som min krop.
En dag vil nøglen åbne alle døre.
Og den dag vil der flyve hvide duer omkring mig - som i de mest pladderromantiske film.
Den dag.
Den dag bliver alting anderledes.
Jeg drømmer ikke længere.

Ensomhed vs. Tosomhed

Himlens dunkle sorte skyer trænger dybt ind i sjælen af de allermindste sprækker og kroge. Som isen, snegler den dunkle, tunge og dystre følelse ind i hulrum man ikke vidste fandtes. Det er i det øjeblik at øjnene løftes fra vejen, hvor ens fødder slæbes henover, at man opdager alt den tosomhed, som omringer en. De evigt sammenflettede fingre, de uigennembrydelige lykkefyldte smil, som smørrer hele verdenen ind i et lyserødt betræk. Det er netop i det øjeblik at det går op for en at man er en ensom omringet af tosomhed. 

der lugter lidt af kærlighed

sandheden?

De ord der uden du tænker over det strømmer over dine læber. De er blevet sagt så mange gange, så de lyder sande - både overfor dem der hører dem, og til tider også dig selv. Det er ordene, der gør at smerten er til at holde ud bare lidt længere - bare den tid det tager at sige ordene, forlænger mere end en følsom snak med kloge og dejlige mennesker. Men en dag virker ordene ikke mere- måske mister de deres magiske kraft. Og det er den dag jeg frygter allermest.