de dage..

Øjnene åbner. og det første der trænger sig ind på nethinden er noget som jeg helst ville have undgået. Du smiler det samme smil som jeg så den sidste gang vi var sammen. Det smil som stadig har magten over mig. Det smil som gør at jeg hver gang du dukker frem på facebook får mig til at smile. Det smil som jeg er rædselsslagen for jeg en dag får til at blegne væk.
Jeg troede jeg havde lagt dig bag mig. Men jo længere tid der går, jo stærkere bliver mindet om dig. Det er som om du altid finder en bagvej ind til min tilværelse. Desværre når jeg aldrig at få lukket den dør du kommer ind af, før du står der og smiler til mig.. Som du står der vender alt det der var tilbage. Måden du holdt om mig på. Måden du fik mig til at le som ingen før har fået mig til at le. Måden du kiggede mig i øjnene på, og ikke mindst måden du sagde farvel på.. Det farvel der gør at der ikke længere er åbent for andre..