Den stående død.

Også kaldt Carlerik. En lille tyk mand, med et gemytligt lettere træt udtryk i ansigtet - ganske hyggeligt, lige indtil det tidspunkt hvor han begynder at åbne munden og snakke om historie.
Mit liv er lige nu som en tegneserie eller en rigtig dårlig film. Jeg sidder og kigger( af og til) op på ham og det er som om jeg overhovedet ikke forstå eller opfatte nogle af de ord der strømmer ud af hans skæg-bedækkede mund. 
Det er 3. modul og engagementet i klassen er lig 0.. der er 3-4 ud af de 24 personer i klassen der deltager. Stemningen og dårlig/afslappet :D og der er måske kun halvdelen af klassen som faktisk kigger op på vores søde lille muldvarp :) Og endnu et minus ved den gemytlige muldvarp er at selv om man har skrevet flere siders noter nytter det INTET derfor har jeg givet op..

Men det er en meget god opmuntring på en ellers kold og deprimerende oktoberdag! Jeg vågnede op her til morgen og gjorde mig klar på normal vis, men alt det normale stoppede brat da jeg trådte ud af døren.. Jeg kunne ikke engang se den sti jeg skulle gå på.. det var koldt, vådt og lyden af de døde faldne blade der raslede når jeg tråde på dem, var det eneste der gav lyd fra sig.. ikke engang en lille fugl, flue eller lort gav lyd fra sig, så ved man at man er for tidligt oppe.  jeg ville ønske man kunne følge lyset i sine dagsrytmer - overvej lige hvor meget søvn man ville få om vinteren .. åh sweet !

 nå men jeg vil hoppe tilbage til min utrolig spændende historietime ( haha lol. vi har lige fået pause - det er derfor jeg smutter !

timerne med Carlerik