og der sidder du. 3 år efter der blev stille. 3 år efter at hverdagen var en anden. Før var der varme og smil men kulden og ensomhedens ærlige hær har for længst slået minderne og håbet ihjel. Tågen der oversvømmer livet og hverdagen er tykkere end den har været i lang tid. Når der endelig er en der vil lægge øre til, vokser sygdommen i brystet mere og mere for hvert ord der flygter ud over læbernes kant. Det er den sygdom som startede sin levetid for 3 år siden. Den sygdom der dag efter dag tapper energien ud af drømmene, håbet og smilet.

true dat

Distancen mellem os er større end den længe har været. På gangene bliver det et flygtigt blik og en dannelse af en sætning, så stilheden ikke bliver overdøvende.
Kløften mellem os vokser, men hvordan kan det stoppes? hvordan kan tomrummet der nu dominerer vores venskab fyldes ud igen?